Det relative i at have det hårdt...

Har lige i dag fundet ud af, at vi nok ikke har det helt så hårdt, som vi går og tror!! Vi synes jo, at det er drønhårdt, når Christoffer vågner og vi skal op 2-3 gange i løbet af natten; men snakkede i dag med min kollega Iben. Hun fortalte, at da hendes datter var helt lille startede hun med at have kolik og skrige 23 timer i døgnet - kun afbrudt af søvnperioder på ½ time (som man kunne stille uret efter! :-o) og efter, at kolikken var overstået (efter 6! mrd.! Åh gru!!) kom hun ind i en ny periode, hvor hun bare SLET ikke ville lægges til at sove og skreg i vilden sky, når de prøvede! SÅ - jeg må jo nok indrømme, at selvom det synes hårdt og man er træt efter snart 8 mdr. uden en fuld nats søvn, så er det jo nok småting i forhold til så meget andet. Føles bare ret hårdt - sådan på mikroniveau ;-)